Velkommen til GFVierdiget
gfvierdiget@gmail.com
4093 8471

Husorden for GF Vierdiget

Husordensreglement for Grundejerforeningen Vierdiget

Udgave gældende fra den 10.04.2024

Affald

Affald skal opbevares i de dertil indrettede containere. Disse skal opbevares på egen grund på de dertil indrettede arealer. Kun de sorte containere må stå i indkørslen.

Støj

Græsslåning og andet larmende havearbejde må kun foregå mellem kl. 8-20 på hverdage og kl. 10-18 i weekender/på helligdage under ekstra hensyntagen til naboer.

Brug af boremaskiner og andet støjende værktøj må ikke finde sted mellem kl. 20-8 på hverdage eller i weekender kl. 18-10.

Musik

Musik samt anden støjende underholdning skal udøves under hensyntagen til de øvrige beboere; især på hverdage.

Alle beboere opfordres til at varsle fester minimum en uge i forvejen.

Trafik og parkering

Al kørsel på foreningens område skal foretages med hensyntagen til beboerne i området og med max. 30 km/t.

Kørsel i motorkøretøjer og cykel må kun foregå på de asfalterede veje.
Biler må kun parkeres på de afgrænsede private parkeringspladser samt på gæsteparkerings-pladserne og derfor ikke langs kørevejene. En kortvarig standsning for af- og pålæsning er dog tilladt.

Der henstilles til at de få gæsteparkeringspladser forbeholdes beboernes gæster, og at der derfor ikke parkeres i længere tid på disse.

Uindregistrerede motorkøretøjer må ikke parkeres på gæsteparkeringspladserne.
Campingvogne, trailere, bådtrailere, både mm. må ikke parkeres på gæsteparkeringspladserne. Disse er forbeholdt biler.

Terrasser, carport og altaner

Terrasserne må ikke anvendes til opmagasinering af genstande, der ikke naturligt finder anvendelse på en terrasse. Der hører redskabsrum med til alle huse, som kan anvendes. Der henstilles til at man tager hensyn til de omkringliggende husstandes udsyn til hav og fællesarealer. Parasoller bør derfor være slået sammen, når de ikke anvendes, og de skal altid være forsvarligt forankret.

Brug af grill og åben ild skal ske under hensyntagen til naboer og genboer.
Trampoliner er ikke tilladt.

Der må ikke opsættes parasoller, fuglehuse, tørrestativer mv, som rækker ind til nabo eller ud på fællesareal. For at bibeholde et ensartet udtryk i grundejerforeningen, må der ikke opsættes plankeværk/hegn eller udskiftes til anden hæktype omkring private havearealer. Såfremt man ønsker indhegning ud over den etablerede hæk, kan man opsætte trådhegn.

Oppyntning

Oppyntning med lyskæder og lignende skal opsættes under hensyntagen til naboer og må ikke være til gene. Der henstilles til, at lyset slukkes om natten af hensyn til naboer.

Husdyr

Et husdyrhold må aldrig være til gene for andre beboere. Det er ejerens ansvar at husdyret ikke færdes på andre beboeres ejendom. Ved færdsel på fællesarealerne skal husdyr føres i snor.

Ejeren skal sørge for at husdyret ikke ødelægger områdets bevoksning/beplantning. Ejeren skal fjerne husdyrets efterladenskaber med det samme.

Fyrværkeri

Affyring af fyrværkeri er ikke tilladt mellem husene – og på vores område i øvrigt.

Generelt

Udvendigt vedligehold og ændringer skal foretages med udgangspunkt i det originale farve- og materialevalg samt stil.

Aircondition-anlæg

Det er ikke tilladt at opsætte aircondition-anlæg i grundejerforeningen. Krav om placering mindst 2,5 meter fra naboskel (jf. BR18 §180 stk. 4) kan gøre det vanskeligt at finde en egnet placering da vores grunde i Vierdiget er relativt smalle.